Go to frontpage


 

Klar på en spændende praktikplads som maskinmester?



21. juli 2010
(In danish)

Aalborg Industries A/S søger en maskinmesterstuderende til professionsbachelorpraktik fra august/september 2010 og 20 uger frem. Du vil blive en del vores After Sales team, der arbejder med implementering af LSFO – et af vores mange grønne” miljøprojekter – og få en aktiv projektlederrolle.

Kort om miljøprojektet LSFO
Miljøprojektet LSFO er et resultat af et EU direktiv, som for nyligt trådte i kraft for skibe anløbende Europæiske (samt enkelte globale) havne. Direktivet sætter krav om svovlindholdet i den afbrændte fuelolie, og har foranlediget at der fra Aalborg Industries, samt globale klassifikationsselskaber, rettes fokus på fornyet driftsikkerhed og fortsat kvalitetssikring. 

Opgaver og ansvar

Som maskinmesterpraktikant vil du indgå i LSFO organisationen, hvor du kommer til at snuse til rollen som projektleder/tekniker. Du vil få ansvaret for din egen kundegruppe og blandt andet stifte bekendtskab med følgende opgaver:


  • Ordregennemførelse
  • Varebehov
  • Engineering
  • Samarbejde med vores nuværende medarbejdere i forbindelse med sammensætning af dokumentation, indkøb og levering
  • Mulighed for at deltage aktivt i den endelige opstart og overlevering


Vi forestiller os, at dit bachelorprojekt tager udgangspunkt i dit arbejde i virksomheden i praksis, men det er selvfølgelig helt op til dig, hvilken vinkel du vælger.

Om os – og vores forventninger til dig

Som maskinmesterpraktikant vil du få en alsidig praktikplads, hvor du bliver rustet til at kunne varetage flere opgaver i spændingsfeltet mellem projektledelse og teknik. Du vil naturligvis få tilknyttet en kontaktperson, og samtidig vil du få en bred kontaktflade til den øvrige organisation.

Vi søger en projektleder-interesseret maskinmesterpraktikant med flair for teknik, som har ”blod på tanden” til at lære nyt. Du må gerne have kendskab til de mest almindelige MS Office-produkter. Det er vigtigt, du kan arbejde selvstændigt og struktureret, da der er mange forskellige opgaver i vores travle hverdag. Alt dette foregår i et inspirerende arbejdsmiljø, hvor medarbejdernes sundhed og trivsel er i fokus.

Interesseret?

Har du lyst til at være vores nye maskinmesterpraktikant, så send hurtigst muligt din ansøgning mærket ”Maskinmesterpraktik – LSFO” via e-mail til: job@aalborg-industries.com.

Hvis du har spørgsmål til maskinmesterpraktikken, så kontakt Project Engineer Jeppe Dam Johansen: jdj@aalborg-industries.com / tlf. 99 30 47 09 eller HR Konsulent Lise Søndergård Jacobsen: lso@aalborg-industries.com / tlf. 99 30 45 77.



Om virksomheden
Aalborg Industries A/S er en global industriel vækstvirksomhed med hovedsæde i Aalborg. Virksomheden har en omsætning på kr. 3 mia og beskæftiger sig med udvikling, salg, produktion og servicering af kedler, brændere, varmevekslere og inertgasanlæg til skibe og industrier over hele verden.

Vi er knap 2700 medarbejdere på verdensplan, heraf ca. 600 i moderselskabet i Aalborg, hvor vi ligeledes har produktionsfaciliteter. Dertil kommer selskaber i 14 lande verden rundt. Vores kunder er på marinesiden skibsværfter og rederier, mens de industrielle kunder typisk er proces- og fødevareindustrier.

Vi arbejder ud fra en filosofi om, at enhver relation altid skal være til langsigtet gavn og glæde for alle involverede parter. Filosofien er omsat til et værdisæt, der afspejler vores gensidige forventninger til hinanden. Vores arbejdsopgaver er ofte meget komplekse og byder på store faglige og personlige udfordringer. Dette giver god mulighed for udvikling i et bredt perspektiv.



© Alfa Laval Aalborg A/S | Gasvaerksvej 24 | 9100 Aalborg | Denmark | Terms »